Bystruktur og kulturværdi
Egedal har en unik og karakteristisk bystruktur med 17 bysamfund. De fire større byer ligger som perler på en snor langs S-togsbanen, adskilt af grønne kiler og strøg. Dertil kommer tre mindre bysamfund og 10 landsbyer i det åbne land.
De 17 bysamfund rummer kulturhistoriske spor og sammenhænge, der fortæller om områdets udvikling gennem tiden. Der er i Kommuneplan 2025 fokus på at sikre, at kulturhistorien beskyttes og aktivt bruges som en kvalitet i planlægningen af bysamfundene – både i de større bysamfund, de mindre og landsbyerne.
Det er vores mål at:
- At fastholde den overordnede bystruktur med de større byer, mindre bysamfund og landsbyerne i det åbne land.
- At kulturhistoriske værdier bevares, og at udvikling og byggeri sker under hensyntagen til stedets karakter, identitet, værdier og naturen.
Retningslinjekort 1.1
Retningslinjer
Den overordnede bystruktur skal sikre en klar fordeling mellem by og
land samt adgang til det åbne land fra byerne.
De
grønne kiler og grønne strøg i det åbne land, som ligger mellem stationsbyerne
langs S-togsbanen, skal fastholdes.
I det byggede miljø skal det tilstræbes, at den værdifulde kulturhistorie sikres og styrkes. Det er væsentligt, at nybyggeri og anlæg tilpasses harmonisk til de kulturhistoriske elementer.
Særligt værdifulde kulturmiljøer i byer og landsbyer er udpeget på retningslinjekort 1.1. Områdernes karakter og værdier skal bevares og styrkes. Der må ikke gives tilladelse til ændringer, som i væsentlig grad kan forringe områdets bærende bevaringsværdier. Større ændringer må kun ske på baggrund af lokalplanlægning.
Kulturmiljøernes bærende bevaringsværdier er beskrevet i afsnittet om byer, mindre bysamfund og landsbyer.
Der er ikke udpeget byomdannelsesområder i kommunen.
Der udlægges ikke arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav.
Der udlægges ikke nye sommerhusområder, og eksisterende sommerhusområder fastholdes.
Der udlægges ikke arealer til kolonihaver i det åbne land.
Der kan ikke placeres yderligere campingpladser i kommunen, og de eksisterende kan ikke udvides.
Redegørelse
Byer
I kommunens fire, større byer – Smørum, Veksø, Stenløse-Ølstykke
og Ølstykke Stationsby – bor størstedelen af kommunes borgere. I byerne findes skoler,
institutioner, butikker, idrætsanlæg og andre offentlige tilbud. Størstedelen
af kommunens byudvikling er knyttet til de stationsnære områder i disse byer. Læs mere om byerne her.
Mindre bysamfund
Egedal rummer tre mindre bysamfund – Ganløse, Slagslunde og
Tangbjerg. De mindre bysamfund og de udpegede kulturmiljøer er beskrevet her.
Landsbyer
Egedal rummer 10 landsbyer, der varierer
i størrelse. Landsbyernes karakter og bevaringsværdier er beskrevet her.
Erhvervsområder
Egedal har 10 erhvervsområder, der varierer i størrelse,
karakter og erhvervsprofil. Erhvervsområderne er beskrevet her.
Sommerhusområderne
Egedal har
tre sommerhusområder. Det største er Buresø, og de to mindre er Kærvangen og Ny
Sperrestrup. Sommerhusområderne skal i henhold til lovgivning og
landsplandirektiver bevares som sommerhusområder. Læs om Buresø her.
Kolonihaver
Der er ikke udlagt arealer til kolonihaver i Egedal, da en stor
del af Egedals arealer er fredet eller udpeget med beskyttelsesinteresser.
Derudover ønskes det at friholde arealer udpeget til skovrejsning, grønne kiler
og strøg mellem byerne.
Kulturværdier i byer og landsbyer
Kommunens byer og landsbyer rummer kulturhistoriske spor, der fortæller om områdets udvikling gennem tiderne. De kulturhistoriske spor findes i både vej- og bebyggelsesstrukturer, samt i de enkelte bygninger og anlæg. Sporene omfatter bl.a. unikke middelalderkirker, karakteristiske gårdanlæg, mindre landsbyhuse og stensætninger.
Nogle af disse spor er særligt værdifulde at bevare pga. deres alder, udseende eller sjældenhed. Andre er individuelt set ikke noget særligt, men danner i samspil med omgivelserne en unik helhed og fortælling.
Der er udpeget kulturmiljøer i:
Smørumnedre
Veksø
Stenløse
Gl. Ølstykke
Ølstykke Stationsby
Ganløse
Slagslunde
Alle kommunens landsbyer er udpeget som kulturmiljøer, idet de beretter om samfundets udvikling gennem tiderne med deres strukturer, landskaber og ældre bygninger.
Se beskrivelserne af de enkelte kulturmiljøer og landsbyernes bevaringsværdier her.