Klimatilpasning og områder i risiko for oversvømmelse
Klimaet er under forandring. Vejret i Danmark vil blive varmere og vådere med flere og mere intensive vejrbegivenheder som tørke, skybrud og storme. Havstanden vil stige, ligesom grundvandsspejlet mange steder vil stige. Det gælder også i Egedal. Her vil komme mere og kraftigere nedbør samtidig med temperaturstigninger.
Som led i Egedals arbejde med klimatilpasning indtænkes vandhåndtering og skybrudssikring i forbindelse med al fysisk planlægning, projektering og andre relevante arbejdsopgaver. Der er fokus på udvikling af det tværfaglige samarbejde med inddragelse af forsyningen, andre myndigheder og aktører samt kommunens borgere.
Det er vores mål:
At klimatilpasning og vandhåndtering udnyttes til udvikling af nye tværfaglige løsninger, der skaber merværdi for de investerede midler.
At bygninger, anlæg og andre samfundsmæssige værdier i videst muligt omfang tilpasses de fremtidige klimaudfordringer, og herunder sikres mod skadevoldende oversvømmelser.
At indsatsen for klimatilpasning løftes i fællesskab af kommunen, forsyningsselskabet og borgerne i Egedal.
At klimatilpasning og vandhåndtering integreres ud fra en betragtning om, at vandkredsløbet er et samlet hele.
Retningslinjekort 6.4
Retningslinjer
Områder,
hvor der er risiko for oversvømmelse, er udpeget på retningslinjekort 6.4.
Indenfor
de udpegede risikoområder må der kun planlægges for ny bebyggelse eller anlæg, hvis disse kan sikres mod oversvømmelse
og det kan sikres, at de ikke vil medføre øget risiko for oversvømmelser andre
steder.
Ved
planlægning for ny bebyggelse og anlæg i de udpegede områder kan der stilles
krav om nærmere undersøgelser af oversvømmelsesrisikoen og om etablering af afværgeforanstaltninger
mod oversvømmelse som forudsætning for ibrugtagen af nye bygninger og anlæg.
Redegørelse
Egedal har flere gange været ramt af kraftige oversvømmelser. I 2007 og 2011 medførte langvarig regn og skybrud oversvømmelse af byområder langs Stenløse Å og landbrugsarealer i Værebro Ådal. I 2013 resulterede stormen Bodil i en stormflod, der gav oversvømmelser i Tangbjerg. I vinteren 2015 var store områder i Værebro Ådal sat under vand på grund af de store nedbørshændelser. Tangbjerg var i 2016 truet af stormen Urd. Klimatilpasning har derfor længe været et fokusområde for Egedal.
I september 2023 fik Egedal en ny klimahandlingsplan. Denne har bl.a. et mål om, at kommunen skal være klimarobust i 2040. På baggrund af klimahandlingsplanen forventes en ny, opdateret klimatilpasningsplan at blive vedtaget inden udgangen af 2025.
Kortlægning af områder i
risiko for oversvømmelse og erosion
Den 1. februar 2018 kom der nye krav i planloven om sikring mod
oversvømmelse og erosion. Dette betyder, at kommuneplanen skal indeholde en
udpegning af områder med risiko for oversvømmelse. Inden for disse områder er
der fokus på at sikre byggeri, anlæg og naturmæssige værdier mod oversvømmelser,
så værditab ikke opstår for hverken private grundejere, erhvervslivet eller offentligheden.
Med de konkrete udpegninger er det blevet præciseret, hvor der skal gøres en særlig indsats med at sikre byggeri og anlæg mod potentielle oversvømmelser. Dette gælder både i forhold til fremtidig planlægning og løbende myndighedsarbejde. Ud over retningslinjerne er der også krav om generelle rammer for klimatilpasning, så den fremtidige lokalplanlægning bl.a. tager højde for nødvendige tiltag.
Udpegningsgrundlag
I Egedal Kommunes ”Handlingsplan for klimatilpasning” fra 2013 blev der udarbejdet en specifik og detaljeret kortlægning af områder i risiko for oversvømmelse.
Kortlægningen omfatter områder, der er i risiko for oversvømmelse fra henholdsvis kloakerede oplande (ejendomme), vandløb, grundvandsstigning samt lavninger.
Klimafremskrivning, modelmetoder og vidensniveau om terræn og grundvand udvikles løbende. I forbindelse med kommuneplan 2021 genbesøgte Egedal Kommune kortlægningen fra 2013, og her blev det vurderet, at kortlægningen fortsat dannede et retvisende grundlag. Siden sidste kommuneplan er de offentligt tilgængelige modeller forbedret, og Egedal Kommune vil derfor i de kommende år udarbejde en opdateret risikokortlægning.
Egedal Kommune har ingen kyststrækninger og er ikke udsat for problematikker vedrørende erosion og materialetransport som følge af strøm- og bølgepåvirkning fra havet. Der er ikke kortlagt problemstrækninger langs vandløb i kommunen.
Kortlægning af områder i risiko for oversvømmelse fra kloakerede oplande, vandløb, lavninger og kritiske grundvandsstigninger.