Vindmøller
Store vindmøller må ifølge planloven kun opstilles inden for områder, der specifikt er udpeget i kommuneplanen, mens husstandsvindmøller (under 25 meter) kræver landzonetilladelse.
I forbindelse med Kommuneplan 2025 er der fortaget en kortlægning af beskyttelsesinteresser og afstandskrav, med det formål at udpege interesseområder til placering af store vindmøller med en maksimal højde på 150 meter.
Det er vores mål
At fremme produktion af vedvarende energi i Egedal, herunder vindmøller.
Retningslinjekort 7.2
Retningslinjer
Der er udpeget interesseområder for placering af store vindmøller som
vist på retningslinjekort 7.2. De udpegede interesseområder er de områder, der
umiddelbart er vurderet egnede til opstilling af vindmøller med en totalhøjde
på op til 150 meter. Det forudsætter dog yderligere undersøgelser og
vurderinger, før der kan tages endelig stilling.
Udenfor
de udpegede interesseområder kan der som udgangspunkt ikke planlægges for store
vindmøller medmindre det kan godtgøres, at anlægget ikke er i strid med de
nationale interesser, herunder bevaringsværdigt landskab, geologiske
bevaringsværdier, kulturværdier, grønne kiler, fredskov, beskyttede naturtyper,
Natura 2000, trafikanlæg og andre infrastrukturanlæg, samt afstandskrav til
boliger mv. kan overholdes.
Planlægning
for store vindmøller skal skabe merværdi for lokalområdet, f.eks. nye
rekreative arealer, stiforbindelser, natur og biodiversitet.
Berørte
naboer og lokalsamfund skal inddrages tidligt i planlægningen, så der kan tages
højde for lokales ønsker, forventninger og evt. bekymringer. Der skal ved
vurdering af nabohensyn redegøres for, hvordan nabobeboelser påvirkes, og
hvilke tiltage der iværksættes for at afværge påvirkningen.
Husstandsvindmøller
med en maksimal total højde på 25 meter kan efter en konkret vurdering og på
baggrund af en landzonetilladelse opstilles, såfremt de placeres enkeltvis i
umiddelbar nærhed af bygningerne på fritliggende ejendomme, og såfremt
værdifulde landskabs-, natur- og kulturværdier ikke forringes.
Der må
ikke opstilles husstandsvindmøller i internationale fuglebeskyttelsesområder,
habitatområder og de grønne kiler.
Udskiftning
og sanering af husstandsvindmøller kan kun ske, hvis møllens fysiske udseende
ikke ændres væsentligt. Ellers vil det kræve en fornyet landzonetilladelse.
Redegørelse
Interesseområde for vindmøller er arealer i det åbne land, der vurderes egnede til opstilling af større vindmøller. Dette er med forbehold for en uddybende vurdering af de konkrete arealer og VE-projekter.
Der udlægges således ikke konkrete arealer, hvorpå der kan etableres vindmøller, såkaldte vindmølleområder. Ansøgninger om etablering af vindmøller vil derimod vurderes i forhold til udpegning af interesseområder, retningslinjerne og det enkle projekt. Opstilling af større vindmøller forudsætter herefter en konkret fysisk planlægning, herunder bl.a. kommuneplanudpegning, lokalplan og miljøvurdering.
Kortlægning af interesseområder for vindmøller tager udgangspunkt i vejledningen for planlægning for vindmøller og er baseret på følgende forudsætninger:
Der sikres en respektafstand på 4 x møllens højde fra boliger (600 meter).
Der sikres en respektafstand på 270 meter omkring vejlinje på statslige veje pga. sikkerhedszone ift. havari.
Der sikres en respektafstand på 2 gange vindmøllens højde (300 meter) til gasledninger pga. sikkerhedszone ift. havari.
Der sikres en afstand på 50 meter fra jordkabler for at undgå skader på jordkablet ved lynnedslag i møllen.
Områder, der er omfattede af beskyttelses- og benyttelsesinteresser, der umiddelbart vurderes uforenelige med etablering af vindmøller er:
Natura 2000 og § 3-natur
Sø- og Å-beskyttelseslinjer
Fredskov
Kirkeomgivelser
Fredede fortidsminder
Bevaringsværdigt landskab og landskabsfredninger
Geologi
Grønne kiler og strøg
Vejinteressezone (Frederikssundsmotorvej).
Transportkorridor
Husstandsvindmøller
Byrådet er positivt indstillet for opstilling af hustandsvindmøller i det åbne land i det omfang, de kan indpasses i landskabet.
Opstilling af hustandsvindmøller kan kun ske efter en landzonetilladelse og kun ved opstilling i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg. Ved opstilling af hustandsvindmøller skal der tages størst muligt hensyn til nabobebyggelse og de øvrige beskyttelsesinteresser, der er knyttet til det åbne land. Dette drejer sig om hensyn til naturmæssige, landskabelige og kulturhistoriske værdier.
I kystnærhedszonen (3 km-zone langs Roskilde Fjord) skal der ske en særlig vurdering af den visuelle påvirkning ved opstilling af vindmøller.
Opstilling af vindmøller i nærheden af et internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura 2000-område) forudsætter, at projektet ikke vil berøre områdets dyre- og planteliv.
Placeringen af vindmøller skal tage hensyn til trafikken og trafiksikkerheden på jernbaner, overordnede og væsentlige vejnet. Udgangspunktet er, at møller ikke placeres nærmere end 1 gange møllens totalhøjde. Derudover skal Vejdirektoratet og Banedanmark høres om placering i en zone på 1-1,7 gange vindmøllens totalhøjde til en statslig vej eller jernbanestrækning.
Energinet anbefaler, at placering af vindmøller ikke medfører en risiko for kollision med luftledningsanlæg, hvis vindmøllen skulle vælte. Det betyder, at det anbefales, at vindmøllen som minimum placeres i en afstand fra respektafstande langs luftledningen svarende til vindmøllens fulde højde.
I områder, hvor der er overordnede radiokædeforbindelser, vil tilladelse til opstilling af vindmøller baseres på en konkret vurdering af, om møllerne kan forstyrre forbindelsen.