---
title: "Støj"
date: "2025-12-15"
created: "2024-11-29"
---

[Hjem](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/)

                    [Klima, vedvarende energi og tekniske anlæg](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/klima-vedvarende-energi-og-tekniske-anlaeg)

                [Støj](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/klima-vedvarende-energi-og-tekniske-anlaeg/stoej)

# Støj

Til daglig oplever mange desværre støjgener. I
sundhedsstatistikker ses støjbelastning som en direkte årsag til dårligere
helbred og som forværring af ens velbefindende. Støj har ligeledes en meget
tydelig indvirkning på byområders popularitet.

Støjbelastede arealer må ikke udlægges til støjfølsom
anvendelse, medmindre denne kan afskærmes mod støj. Ligeledes må nye støjende
anlæg ikke belaste eksisterende boliger, institutioner og andre støjfølsomme
anvendelser.

## Det er vores mål:

- At den fysiske planlægning medvirker til at forebygge, at der opstår
konflikter mellem støjende og støjfølsomme aktiviteter og anvendelser.

*Retningslinjekort 7.6*

## Retningslinjer

###

                                    7.6.1

Ved
udlæg af nye arealer til støjfølsom anvendelse, skal der foretages en vurdering
af støj fra virksomheder, veje, jernbaner og andre støjende anlæg, og det skal
sikres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj kan overholdes i
planområdet.

###

                                    7.6.2

Lokalplaner,
der åbner mulighed for placering af boliger og anden støjfølsom anvendelse
inden for støjbelastede områder, skal indeholde bestemmelser om etablering af
støjdæmpende foranstaltninger til sikring af, at støjen ikke overskrider
miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.

Hvis bebyggelsen
sker som huludfyldning i eksisterende by, kan der være grundlag for at anvende
Miljøstyrelsens ”lempede støjkrav”. Der skal i lokalplanlægningen redegøres
for, hvordan det sikres, at de vejledende støjgrænser er opfyldt på de primære
udendørs opholdsarealer og på mindst én facade.

###

                                    7.6.3

Når der i lokalplaner stilles krav om støjafskærmende foranstaltninger,
skal der redegøres for, hvilken type afskærmning der må etableres.

###

                                    7.6.4

Støjafskærmning skal søges tilpasset til områdets karakter. I tæt by
skal støjafskærmning som udgangspunkt ske i bebyggelsens facader. I
parcelhusområder skal støjskærmning placeres bag hæk eller som begrønnet hegn,
og i mere åbne områder skal afskærmning bearbejdes som landskabelige
terrænformationer (dige/volde).

###

                                    7.6.5

Virksomheder
og støjende anlæg kan kun etableres, udvides eller ændres, hvis det kan dokumenteres,
at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra anlæggene kan overholdes
i forhold til eksisterende eller planlagt støjfølsom anvendelse.

###

                                    7.6.6

Indenfor støjkonsekvensområderne, som er vist på retningslinjekort 2.12,
må der ikke planlægges for ny støjfølsom anvendelse. Dog med undtagelses af, at
planen samtidigt fastlægger bestemmelser om foranstaltninger til sikring af, at
Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj og vibrationer i området kan
overholdes.

## Redegørelse

Der findes intet samlet overblik over, hvilke områder i kommunen, der er støjbelastede. Der er dog på baggrund af lovkrav udlagt støjkonsekvensområder omkring Frederikssundsvej, rute 6 og S-togsbanen.

Kommuneplanen åbner mulighed for byudvikling og fortætning i støjbelastede områder, bl.a. langs Frederikssundsvej i Stenløse. I forbindelse med lokalplanlægning indenfor områderne, skal der stilles krav for at sikre, at de vejledende støjgrænser kan overholdes.

Støjsikring kan ske på flere måder; ved dæmpning af støjen ved kilden, afstandszonering, afskærmning eller facadeisolering. Afskærmning med støjvolde eller støjskærme har en væsentlig betydning for et områdes udseende. Derfor fastlægger kommuneplanen retningslinjer, der har til hensigt at sikre, at eventuel støjafskærmning indpasses harmonisk i området.

Miljøstyrelsen har udarbejdet vejledende grænseværdier for støj fra forskellige typer støjende anlæg. Ved ny lokalplanlægning, miljøgodkendelser og lignende afgørelser skal det sikres, at de vejledende støjgrænser overholdes.

[Se støjhandlingsplan for statens veje 2024-2029 her.](https://www.vejdirektoratet.dk/udgivelse/stoejhandlingsplan-statens-veje-2024-2029)

[Se BaneDanmarks Støjhandlingsplan her.](https://www.bane.dk/da/Om-Banedanmark/Baeredygtighedsstrategi/Haandtering-af-stoej/Stoejhandlingsplan-2024-_-2029 "Se BaneDanmarks Støjhandlingsplan her.")
