---
title: "Skovrejsning"
date: "2025-07-14"
created: "2024-11-28"
---

[Hjem](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/)

                    [Det åbne land](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/det-aabne-land)

                [Skovrejsning](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/det-aabne-land/skovrejsning)

# Skovrejsning

Skove
er et vigtig rekreativt og landskabeligt element i Egedal. Skovene er
værdifulde friluftsområder, der har stor betydning for den biologiske
diversitet, beskytter grundvandet og optager C02 fra atmosfæren.

Egedal
har både store sammenhængende skovarealer og mindre bynære skove. Landskaberne
i den nordlige del af Egedal er domineret af de store skove Ganløse Ore,
Ganløse Eged og Slagslunde Skov. Den sydlige del af kommunen er mere præget af
spredte, mindre skove og bevoksninger.

Kommunen
har ansvar for at udpege arealer til både ønsket og uønsket skovrejsning. Kommuneplanen
indeholder derfor udpegninger af begge typer arealer og retningslinjer for
skovrejsning.

## Det er vores mål:

- At skovarealet i
     Egedal øges, så nye skove kan skabe plads til ny natur, beskytte grundvandet,
     skabe rekreative arealer og optage CO2.
- At skovrejsningen ikke slører
     værdifulde landskabstræk, geologiske spor, kulturspor og -miljøer.

*Retningslinjekort 5.3*

## Retningslinjer

###

                                    5.3.1

Retningslinjekort
5.3 viser, hvor skovrejsning er ønsket, og hvor det er uønsket.

###

                                    5.3.2

Ved tilplantning af skov skal der tages hensyn til landskab, natur,
kulturhistorie, friluftsliv, drikke- og grundvandsinteresser. Friluftsliv i
skovene skal fremmes ved etablering af stier og evt. støttepunkter for
friluftslivet og ved at holde private skove åbne for offentligheden.

## **Redegørelse**

Der er ca. 625.000 hektar skov i Danmark, hvilket vil sige, at
ca. 14,5% af Danmarks areal er dækket af skov. Med den grønne trepart har
regeringen og aftaleparterne fastlagt et mål om, at Danmarks skovareal kan
forøges med 40 procent. **** Det er konkret besluttet,
at der skal rejses 250.00 hektar skov frem mod 2045.

I dag er ca. 1.690 hektar af Egedal dækket af skov, hvilket
svarer til 13% af kommunens samlede areal.

### **Mere skov iEgedal**

Egedals Klimaplan 2045 indeholder mål om, at der skal rejses yderligere
skov i Egedal svarende til 250 hektar i 2030 og i alt 630 hektar i 2045. Det
skal f.eks. ske gennem udpegning af flere egnede arealer til skovrejsning.

[Læs mere om Klimaplan 2045 på Egedal Kommunes hjemmeside her.](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/groen-kommune/klima/klimaplan-2045)

Byrådet besluttede
i 2023, at kommunen skal tilbyde staten at købe 12 hektar ved Veksø til
skovrejsning. Planlægning, salg og borgerdialog er i gang, og de første træer
forventes at blive plantet i 2025. Læs mere om projektet [Læs mere om projektet på Egedal Kommunens hjemmeside her.](https://egedalkommune.dk/mit-liv/oplev-egedal/ud-i-naturen/ny-statsskov-i-veksoe)

### **Ny kortlægning**

For at understøtte målet om mere skov i Egedal, er udpegningen af skovrejsningsarealer
gennemgået og opdateret. Den nye udpegning vil øge arealet, hvor skovrejsning
er ønsket fra 830 hektar til 2.480 hektar.

Kortlægningen er baseret på følgende forudsætninger:

- Udpegning af ønsket skov fra
Kommuneplan 2021 videreføres som ønsket skov.
- Begrebet ”neutralområder” udgår.
Neutralområder udpeges i stedet som ønsket skov.
- Områder udpeges som uønsket skov,
hvis de er omfattet af beskyttelses- og benyttelsesinteresser, som umiddelbart
er uforenelige med skovrejsning:

    - Natura 2000 og § 3-natur
    - Sø- og Å-beskyttelseslinjer
    - Lavbundsarealer
    - Kirkeomgivelser
    - Fredede fortidsminder
    - Bevaringsværdigt landskab og
landskabsfredninger
    - Herregårdslandskab ved Edelgave
friholdes for skov og udpeges dermed som uønsket skov
    - Geologi (skrænter og ådale)
    - Kulturhistorisk bevaringsværdig
(vest for Brønsmose)
    - Vejinteressezone (Frederikssundsmotorvej)

I områder, hvor skovrejsning er uønsket, kan der ikke
rejses skov uden en særlig skovrejsningstilladelse. Egedal Kommune vil som
udgangspunkt gerne tillade konkrete skovrejsningsprojekter i disse områder, når
de ikke strider mod hensynet til landskab, natur og miljø, og hvis projektet
kan understøtte friluftsliv i kommunen.

Egedal Kommune udlægger 4 områder som ”ønsket skov” indenfor nationalgeologisk interesseområde samt bevaringsværdigt landskab. For alle fire områder er der foretaget en konkret vurderet af, at skovrejsning ikke vil stride med de bevaringsværdige landskabers kultur- og naturgeografske træk og visuelle oplevelsesværdier, samt de geologiske bevaringsværdier, her særligt de visuelle oplevelsesværdier på langs og tværs af Farum Naturparks tunneldale.

### **Karakteren af nye skovområder**

Nye skove i Egedal skal variere i størrelse, være levesteder for planter og
dyr, og skal samtidig være let tilgængelige for borgere og besøgende.

Skovene skal have en udformning, der understreger og
værner om egnskarakteristiske landskabstræk og vigtige kulturhistoriske spor og
kulturmiljøer. Skovdriften bør tage hensyn til grundvandsinteresserne ved primært
at bestå af løvskov og ved at undgå brug af pesticider og gødning.
