---
title: "Slagslunde"
description: "Longread kommuneplan"
date: "2025-11-11"
created: "2025-01-16"
---

[Hjem](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/)

                    [Byer, landsbyer og bosætning](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/byer-landsbyer-og-bosaetning)

                [Slagslunde](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/byer-landsbyer-og-bosaetning/slagslunde)

# Slagslunde

Slagslunde er en af de mindste byer i kommunen, og med forten, gadekæret og
gårde har den en identitet, der er karakteristisk for landsbysamfundene. Byen
har ca. 900 indbyggere. Slagslunde ligger smukt i tunneldalslandskabet i
kommunens nordlige del.

![](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/70829ec7-a58a-410e-aeb2-08dd3173c5cb?width=800)

## Udvikling og karakter

Slagslunde
Kirke er fra 1100-tallet, men byen er ældre. Landsbyen er stjerneudskiftet, så
flere gårde er forblevet i byen. Op til 1960’erne har byen haft karakter af en
velfungerende landsby med købmand, skole og forsamlingshus. I 1960’erne
begyndte en udbygning af parcelhusområder omkring den gamle bymidte, som dermed
forblev uberørt. Senest er byen blevet udbygget med et boligområde med 45
boliger mod vest.

Slagslunde er placeret på en bakke, hvilket gør byen
synlig på lang afstand. Den velbevarede bymidte er omkranset af nyere
parcelhusområder, hvis grønne hække danner en klar afgrænsning mod landskabet.
Fra øst opleves kirken som et markant vartegn.

Den gamle landsby omkranser en langstrakt lavning med
flere grønne arealer og vandhuller, herunder også den oprindelige forte med
gadekæret i den østlige del af byen. Omkring forten ligger fire velbevarede
gårde, bl.a. præstegården og sognefogedgården. Den gamle rytterskole er
placeret på selve forten. Den øvrige landsbybebyggelse er koncentreret langs
Bygaden, Stenløsevej og Tværstræde. Ved Bygaden markerer den tidligere
forskole, købmandsgården og det gamle sprøjtehus sig stadig i gadebilledet. Ved
Stenløsevej findes landsbyens første forsamlingshus. De nyere parcelhusområder
er placeret en anelse højere end den oprindelige landsby, og flere steder
opleves en skarp opdeling mellem ny og gammel bebyggelse.

## Planer og potentiale

Byen er fuldt udbygget, men en begrænset boligtilvækst kan ske som fortætning og omdannelse. Byens nuværende, klare afgrænsning mod det åbne land samt det klare skel mellem oprindelig landsby og nyere boligbebyggelse bør fastholdes. Der skal fortsat være mulighed for privat og offentlig service såsom skole, institutioner, idrætsanlæg og butikker. Kommuneplanen fastholder den nuværende mulighed for etablering af butikker til områdets daglige forsyning på i alt op til 800 m^2^.

Slagslunde er udpeget som kulturmiljø og omfattet af en bevarende lokalplan, som kan ses her: https://dokument.plandata.dk/20_1059723_1731422375019.pdf.

## Byliv og rekreation

Slagslunde er
i dag først og fremmest et boligområde, men rummer også skole med idrætsanlæg
samt børneinstitution. Byen har desuden forsamlingshus og en del små
erhvervsvirksomheder.

Byens liv kommer især til
udtryk gennem et net af frivillige og foreninger, der bl.a. arrangerer en årlig
musikfestival, organiserer kogræsning og iværksætter diverse arrangementer for
lokalbefolkningen.

Ved forsamlingshuset
ligger et større idrætsanlæg med sportsbaner. Ved skolen i den sydlige kant af
byen finder man både sportsbaner og en bmx-bane.

Den grønne kile, der
strækker sig fra byen og ud mod det åbne land, skaber en visuel forbindelse med
det omgivende landskab og trækker landskabet ind i bymiljøet. Det er også et
centralt beliggende rekreativt område med fine stier.

Umiddelbart nord for
Slagslunde ligger den større landskabsfredning, Fredningen af Ganløse og
Slagslunde tunneldale, der har til formål at bevare det markante
istidslandskab. Det er fra Slagslunde muligt at gå tur i det fredede område og
videre op til Slagslunde Skov eller området omkring Buresø. Med tiden vil der
blive skabt flere stiforbindelser i det fredede område. Fra Slagslunde er der
stiforbindelse til byerne Ganløse og Søsum.

![](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/e6e9e1c2-0d9e-45e4-aebc-08dd3173c5cb?width=800)

## Kulturmiljø i Slagslunde

Den gamle
bydel omkring Bygaden og forten har fortsat en intakt landsbykarakter. Her
findes middelalderkirken med den gamle kirkegård samt flere velbevarede
gårdanlæg og en lang række ældre landsbyhuse med tidstypiske træk. Mange af de
gamle landsbyfunktioner er fortsat aflæselige i bybilledet. Haverne, de mange
gamle træer og andre bevoksninger giver byen intimitet og et grønt præg. Der er
fine kig fra kirken over landskabet og fra Bygaden ned over de grønne områder i
lavningen.

Det er vigtigt at bevare
landsbyens oprindelige struktur – veje, grønne træk og bebyggelsesstrukturen
med firelængede gårde og mindre gadehuse. Ombygning af gårdene til nye formål
skal ske under respekt for bebyggelsens hovedform og bevaringsværdige bygningstræk.
Bevaringsværdig bebyggelse bør fastholdes og oprindelige stiltræk respekteres.

![](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/65edae02-bc91-4db8-aecc-08dd3173c5cb?width=800)

*Kort over kulturmiljø i Slagslunde*
