Ledøje
Ledøje
Ledøje er med ca. 750 indbyggere Egedal Kommunes største landsby. Landsbyen ligger i den sydlige del af kommunen tæt på Storkøbenhavn og Vestskoven. Ledøje omfatter både den oprindelige landzonelandsby og et parcelhusområde, der er overført til byzone. Ledøje ligger i et åbent landbrugslandskab, som hæver sig nord for Tysmosen. Kirken markerer sig som et højt placeret fikspunkt i landsbyens vestlige del. Landsbyen ligger fint afgrænset i landskabet, ligesom der fra landsbyen er fine kig ud over det omkringliggende landskab, især mod syd.
Udvikling og karakter
Ledøje er omtalt allerede fra år 1225 og har været kongeligt ryttergods,
hvorfor der findes både rytterskole og en række ”soldaterhuse” i byen. I 1960’erne
påbegyndtes en byudvikling, hvor der blev opført parcelhuse i den nordøstlige
del af landsbyen. De seneste 20 år er der kun opført enkelte boliger i Ledøje.
Senest er landsbygrænsen udvidet mod vest ved opførelsen af plejehjem med
ældreboliger.
Den oprindelige del af Ledøje er en polygonal forteby med en autentisk grundplan, hvor mange gamle gårde og huse fortsat ligger omkring gadekæret og bygaden som ved udskiftningen. Den unikke middelalderlige sognekirke er bygget i to etager, oprindeligt som gårdkapel for et herresæde, der lå vest for kirken. I middelalderen har hele landsbyen sandsynligvis tilhørt denne storgård.
Landsbyen har en usædvanlig tæt og intim karakter, ikke mindst omkring de såkaldte soldaterhuse i den østlige del. Skønt bebyggelsen er en broget blanding af stilarter og bygningsstørrelser, nyt og gammelt, virker helheden alligevel sammenhængende. Såvel stjerneudskiftningen som opdelingen i smalle moselodder syd for landsbyen er fortsat tydelig i landskabet omkring Ledøje. Byen rummer i dag primært boliger, men også landbrug, mindre erhvervsvirksomheder, forsamlingshus, aktivitetshus, idrætsfaciliteter, ældrecenter og børneinstitution.
Bevaring og planlægning
Væsentlige bevaringsværdige træk er landsbyens afgrænsning, vejstruktur og
sammenhængen med den synlige stjerneudskiftning. Eksisterende
bebyggelsesstruktur, herunder de tre-firelængede gårde, de små tætplacerede
soldaterhuse og de øvrige fritliggende gadehuse med tidstypiske træk fra
forskellige tidsperioder, bør fastholdes. Forten med gadekæret, de høje gamle
træer og udsynet til omgivelserne bør ligeledes bevares.
For at sikre lokale udbygningsmuligheder i Ledøje, kan der åbnes op for, at der kan indrettes boliger i eksisterende, bevaringsværdig gårdbebyggelse. Samtidig indledes der dialog med bylaug og grundejere om udvikling af vandværksgrunden.
Landsbyen er udpeget som kulturmiljø og omfattet af en bevarende lokalplan.