Hove
Hove
Hove har omkring 130 indbyggere og ligger i kommunens sydlige del tæt på grænsen til Roskilde Kommune. Landsbyen er placeret midt på et højdedrag, der til alle sider er omgivet af lavtliggende arealer med moser og vandløb, herunder Grønsø Å, Hove Å, Vejle Å og Værebro Å. I dalstrøget vest for landsbyen ligger bebyggelsen Hove Møllegård, hvor der har ligget en vandmølle.
Ved den nordlige indkørsel til landsbyen kan man opleve to markante oldtidsminder, gravhøjen Buehøj samt Langhøj, der er en af Sjællands største langdysser. Nord for landsbyen ligger Danmarks største transformeranlæg, hvorfra højspændingsledninger stråler i flere retninger. Umiddelbart øst for Hove ligger herregården Edelgave med tilhørende park, skov og husmandsudstykning.
Udvikling og karakter
Landsbyen kendes fra år 1170, men navnet vidner om en ældre oprindelse. Landsbyen blev i år 1786 udskiftet i stjernemønster, hvorved samtlige otte gårde blev liggende i landsbyen. Siden slutningen af 1800-tallet er der kun sket mindre ændringer og udvidelser af landsbyen – herunder en mindre parcelhusudstykning fra 1960’erne i den nordlige del samt enkelte nyere huse som huludfyldning og i byens udkant. Landsbyen er en velafgrænset, stjerneudstykket vejforteby med en veldefineret dyrkningsflade. Stjernemønsteret er tydeligt aflæseligt i form af veje og skel, der stråler ud fra landsbyens midte. Her findes landsbyens vigtigste vejkryds, krydset mellem den oprindeligt gennemgående, nord-sydgående vej mellem Hove og Herringløse og den øst-vestgående vej, der forbinder Østrup med Nybølle og Edelgave.
Infrastrukturen medfører, at Hove i perioder er præget af gennemkørende trafik. Den sydlige del af landsbyen er karakteriseret ved den grønne forte med gadekæret, der ligger omgivet af landsbyhuse. Området fremtræder som en lille beskyttet idyl uden trafik og med mange velbevarede huse. Den nordlige del af landsbyen langs Lundevej er karakteriseret af flere store firelængede gårde, hvoraf flere fremstår med velbevarede bygninger. Landsbyen rummer foruden boliger og landbrug enkelte mindre virksomheder samt et fritidsanlæg, som ligger i den vestlige del af landsbyen.
Bevaring og planlægning
Som følge af store, statslige anlægsarbejder, forventes Hove at undergå væsentlige forandringer i de kommende år. Dels forventes den nye Frederikssundsmotorvej ført umiddelbart syd om Hove. Dels forventes Hove Transformerstation udvidet til over dobbelt størrelse i forbindelse med etablering af nye havvindmølleparker. Det kan ikke undgås, at disse anlæg vil påvirke landsbyen, men der arbejdes for i videst muligt omfang at modvirke de gener, som anlæggene kan medføre i forhold landsbyen.
I forbindelse med udvidelse af Hove transformerstation kan landsbyens afgrænsning mod nord blive reduceret. Egedal Kommune er på den baggrund positive overfor at se på muligheden for at etablere flere boliger – enten ved huludfyldning og omdannelse af eksisterende gårde eller ved at udvide landsbyens afgrænsning, således at landsbyens størrelse kan opretholdes.
Landsbyens karakteristiske hovedtræk bør bevares, herunder særligt den
oprindelige grundplan og vejstruktur, gadekæret med omkringliggende bebyggelse
samt de firelængede gårde. Oldtidsminderne skal sikres, og der kan arbejdes på
at styrke deres visuelle fremtræden i omgivelsene. Landsbyen er udpeget som kulturmiljø og omfattet af en
bevarende lokalplan.