---
title: "Bosætning og boligtyper"
date: "2025-01-22"
created: "2024-12-09"
---

[Hjem](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/)

                    [Byer, landsbyer og bosætning](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/byer-landsbyer-og-bosaetning)

                [Bosætning og boligtyper](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/byer-landsbyer-og-bosaetning/bosaetning-og-boligtyper)

# Bosætning og boligtyper

Nærheden til naturen, det
åbne landskab, den korte afstand til København, gode rammer for hverdag og
fællesskab gør Egedal til et attraktivt sted at bo. Egedal har i dag godt 45.500
borgere, der er bosat i kommunens byer, mindre bysamfund, landsbyer og i det
åbne land.

Befolkningssammensætningen i Egedal er præget
af, at byerne ved stationerne er udviklet samtidig imellem 1960 og 1980.
Udbygningen er hovedsageligt sket gennem opførelse af parcel- og rækkehuse.
Egedals befolkning er yngre end landsgennemsnittet, men den ældre aldersgruppe
vil vokse markant i de kommende år.

## Vores mål er:

- At supplere den eksisterende boligmasse med varierede boligtyper, så der
     er boliger til alle faser i livet.
- At skabe mulighed for nye og eksperimenterende boligformer. Dette kan
     være bofællesskaber, generationsboliger eller lignende, som kan danne
     rammen for forskellige former for livsstil og familiemønstre.

*Retningslinjekort 1.3*

## Retningslinjer

###

                                    1.3.1

Ved udbygning af større nye boligområder tilstræbes en varieret
boligsammensætning med forskellige boligtyper og ejerforhold, så det bliver
muligt for alle borgergrupper at finde en attraktiv bolig.

###

                                    1.3.2

I de eksisterende byområder langs banen skal der tilstræbes en varieret
boligsammensætning med forskellige boligtyper og ejerforhold. Det kan ske
gennem ombygning, fortætning eller nybyg.

###

                                    1.3.3

Boligudbygningen skal koordineres med bl.a.
skole- og daginstitutionskapaciteten for at opnå en hensigtsmæssig udnyttelse
af kapaciteten på området.

###

                                    1.3.4

Boligudbygning skal understøtte udvikling og sikre gode rammer
for opførelse af nye attraktive boformer såsom bofællesskaber eller aldersintegrerede
boliger.

## Redegørelse

Boligmarkedet er præget af en stigende udflytning fra København
til de omkringliggende kommuner, herunder Egedal. Det har betydet en øget
omsætningshastighed på såvel eksisterende som nybyggede boliger.

Byudvikling og tilvækst af nye borgere i den erhvervsaktive
alder er med til at sikre tilstrækkelige skatteindtægter og en afbalanceret
befolkningssammensætning. Dette skaber en hensigtsmæssig ramme for driften af
offentlige service, skoler, institutioner og kulturtilbud. Byudviklingen og den
stigende tilvækst af borgere understøtter, at der på længere sigt er råd til
god velfærd for kommunens borgere.

Ifølge boligprognosen fra
januar 2024 er det forventningen, at der i perioden 2024-35 etableres ca. 2.800
nye boliger i Egedal. I samme periode forventes befolkningen af vokse med ca. 4.600
borgere.

Byudviklingen vil primært ske i
de fire byer langs S-togsbanen. Kommuneplanen 2025 udlægger her områder til
forskellige boligbebyggelser. Dette giver mulighed for både tæt-by med
indkøbsmuligheder og stationsnært samt for parcelhuse eller tæt-lav-bebyggelser
nær det åbne land og store vidder.

Byudviklingen skal koordineres med udbygningen
af offentligt service. Det skal sikre, at der er den nødvendige kapacitet i
skoler, institutioner samt sports– og kulturtilbud til det stigende antal
borgere.

### **Boligtyper**

Boligbebyggelserne i Egedal består hovedsageligt af parcelhuse samt række-,
kæde- eller dobbelthuse, dertil kommer en mindre andel etageboliger. De
resterende boligenheder er primært sommerhuse, døgninstitutioner og lignende.

*Procentvis fordeling af boligtyper holdt op mod Nordsjælland og hele landet (Danmarks Statistik 2023)*| **Beboede boliger** | **Egedal** | **Nordsjælland** | **Hele landet** |
| --- | --- | --- | --- |
| Parcel/stuehuse | 50% | 38% | 39% |
| Række-, kæde-, og dobbelthuse | 33% | 20% | 14% |
| Etageboliger | 14% | 27% | 38% |
| Kollegier | 0% | 1% | 1% |
| Døgninstitutioner | 0% | 0% | 0% |
| Fritidshuse | 3% | 14% | 8% |

### **Ejerforhold og almene boliger**

Boligerne i Egedal er primært ejet af privatpersoner som dækker både
ejerboliger og private udlejningsboliger, mens en mindre del er ejet af almene
boligselskaber og private andelsboligforeninger. Parcelhusene og
sommerhusene er primært privatejede. Række-, kæde- og dobbelthusene er mere
jævnt fordelt mellem forskellige ejerformer som ejerboliger, almene boliger og
andelsboliger. Størstedelen af etageboligbebyggelsen er almene boliger.

*Procentvis fordeling af ejerforhold holdt op mod Nordsjælland og hele landet (Danmarks Statistik 2023)*| **Beboede boliger** | **Egedal** | **Nordsjælland** | **Hele landet** |
| --- | --- | --- | --- |
| Privatpersoner (ejerboliger og private lejeboliger) | 75% | 69% | 58% |
| Alment boligselskab | 13% | 17% | 19% |
| Aktie, anpart og andre selskaber | 6% | 8% | 12% |
| Privat andelsboligforening | 3% | 3% | 6% |
| Offentlig myndighed | 1% | 1% | 2% |
| Andet eller uoplyst | 2% | 2% | 3% |

Siden 2005 er der opført 1815 nye udlejningsboliger i
Egedal Kommune. Det gælder navnlig i perioden fra 2015 og frem til i dag, hvor
der er opført i alt 1237 udlejningsboliger i kommunen. Størstedelen af de
nyopførte udlejningsboliger i perioden 2015-2024 er i etageboliger (1007 boliger)
eller rækkehuse (230 boliger).

Byrådet er interesseret i at fastholde en sund variation
af ejerformer – ejerboliger, lejeboliger, almene boliger og andelsboliger – i
kommunens boligmasse. Det kan være vanskeligt i et marked, hvor der pt. opføres
mange udlejningsboliger.

På den baggrund skrev borgmesteren og 15 andre borgmestre
fra hovedstadsområdet i 2024 til ministeren med ansvar for planloven og
Folketingets boligordførere med en klar opfordring til, at kommunerne får flere
redskaber til at styre sammensætningen af ejerformer i kommunernes boliger.

![](https://kommuneplan.egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/67a681f4-8984-4e3b-c0e3-08dd1f419bef?width=800)

*Opførelse aflejeboliger i Egedal i perioden 2005-2023 (Danmarks Statistik 2024)*

I Egedal er der i dag omkring 2.400 almene boliger. Knap 80% af
de almene boliger i Egedal er familieboliger, knap 15% af det samlede antal
almene boliger er ældreboliger og plejeboliger, og de resterende ca. 5% er
henholdsvis handicapboliger og ungdomsboliger.

Siden 2017 er der opført en række almenboliger i Egedal,
blandt andet på de tidligere rådhusgrunde i Smørumnedre og Ølstykke Stationsby
samt i Egedal By. Det har betydet, at andelen af almenboliger er steget til
13%.

**Ældre- og plejeboliger**I Egedal vil over 20% af befolkningen være over 65 år om 10 år.
Det er vigtigt at sikre egnede boliger til denne gruppe af borgere, bl.a.  fordi en ”egnet” bolig på et ”egnet” sted med
den ”egnede” indretning kan støtte borgeren væsentligt i at klare sig selv.

Egedal har særligt fokuseret på at sikre gode og
tilstrækkeligt mange plejeboliger til de svageste borgere, hvilket er gjort ved
at udbygge antallet af plejeboliger og renovere eksisterende plejeboliger.
Derudover er det borgernes eget ansvar, også i alderdommen, at sikre sig en
egnet bolig.

I Egedal er der 163 almene ældreboliger og 239
plejeboliger.
